Skrid fra min grund!
Jeg mærker et hårdt greb om min arm, mens jeg bliver skubbet baglæns.
I baggrunden høre jeg min yngste søn skrige hjerteskærende; “stop far! stop far!”. Først råber jeg; “slip mig”, men han holder hårdere fast i min arm, mens han skubber mig bagud. Jeg får revet mig fri, han truer mig med knytnæve, kaster sten efter mig, mens han råber at han ville stikke mig ihjel.
Han jager mig med knytnæven, hans blik er kul sort! Jeg forsøger, at tale ham efter munden og forsøger at gøre mig underdanig, men han falder ikke ned.
Mere end 21 gange fortæller han mig, at han vil slå mig ihjel, skærer mig i stykker og sende nogle efter min far. Der går to tanker igennem mig, hvordan får jeg min søn med hjem og er det idag jeg dør for øjnene af min søn?!
Ugen før havde min ex overfaldt min ældste søn i skolen efter 2 år uden kontakt til ham og derfor var mit alarmberedskab i alert. Faktisk havde jeg dagen inden sagt til min far og en veninde, at hvis jeg dør imorgen, så er det min ex der har gjort det. Jeg har fortalt dem, at de skal kæmpe for mine børn, hvis der sker mig noget.
Om morgenen inden jeg skal hente min yngste søn, som stadig har samvær ved min ex, har jeg talt med Mødrehjælpen, men de kan kun lytte og intet gøre med den frygt der æder mig op. Jeg har jo ingen beviser.
I 3 år har jeg forsøgt at forklare kommune og familieretshuset at det ender galt, men ingen tager mig seriøst!
I bilen på vej ned efter min yngste søn, taler jeg med min søster og hun ber mig holde min tlf i hånden og filme når jeg henter og heldigvis gør jeg det! Det bliver mit vigtigste bevis, og endelig kan jeg gøre noget og bliver lyttet til.
Jeg får heldigvis min søn med mig, vi kører direkte til politiet og efterfølgende på krisecenter.
14 års helvede slutter og en ny kamp om frihed, tryghed og retfærdighed starter.
Det er mere end 5 år side at jeg blev overfaldet og dagen er speciel. For selvom det var det værste og jeg indimellem stadig høre min søns skrig for mig, så var det også her at vi endelig fik vores frihed.
Længe efter overfaldet var min hverdag fyldt med angst, flashbacks og indre uro. Idag er hverdagen ikke længere fyldt med flashbacks, men jeg har stadig telefonen som er lydløs, da lyden af en sms trækker mig tilbage den gang jeg stod i det psykiske terror og jeg scanner alle rum og steder jeg er for at skabe overblik over situationen.
Jeg ved godt at der er tusinde af fortællinger om healing og hvor smuk den er, men for mig var den mørk, grim, ulækker, barsk, det krævede blod, sved og tårer, søvnløse nætter og mange penge for professionelle hjælp.
Der findes ikke en let, quickfix-løsning. Men der er en måde at forstå og møde dig selv på, som støtter dig i at genoptage et vitalt liv, selv om du har svære symptomer på traume. For nogen tager healingsrejsen kort tid, for andre lang tid og for mig er den altid igang.
Da volden indebærer et overvældende og skræmmende tab af kontrol kræver det, at vi som voldsoffer møder et sundt fællesskab som udgør en stødpude mod den psykisk/fysisk smerte voldsudøveren har påført hos.
Det der helbreder er kærlige, omsorgsfulde, tålmodige relationer. Relationer er forandringsagenter og den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker. Det der hjalp mig var at arbejde lige så meget med min krop som mit hoved.
Det betyder jeg idag hver morgen dyrker 20 min yoga og mindfullness, jeg går lange ture, jeg dyrker crossfit og jeg bader i den kolde fjord – alt dette for at skabe indre ro og have kontrol over min vejrtrækning.
Da jeg startede ud med min side kaldte jeg mig: Ud af voldens skygge, for at give min erfaring videre, lade andre få plads til deres historie og give en fællesskabs følelse, som kunne fjerne den ensomhed mange voldsofre har.
Men i takt med min egen rejse har jeg haft brug for at trække mig væk fra volden og sætte mig selv først. Så det er mit eget navn jeg bruger. Volden skal ikke styrer mig længere, jeg styrer mit liv.
Jeg vil stadig gerne være en betydningsfuld stemme i kampen mod volden. Jeg ønsker stadig at give videre, hvad min psykolog gav mig- kærlighed og en hånd at holde i!
Lad os stå sammen og løfte i flok, bryd tabuer og tag volden alvorlig! Du er ikke alene!
“Et hjerte kan rive sig itu
Men kan du høre dit, det banker endnu”

Vi nåede at være kærester og bo sammen i en periode over 2 1/2 til 3 år, hvor jeg, blev udsat for voldsom psykisk vold, men i starten føltes alt jo helt perfekt. Vi købte hus sammen i september 2017, men 6 måneder efter, der valgte han at flytte og afslutte forholdet og jeg overtog huset, men vi fortsatte som “venner”. Jeg troede, at det nu ville blive bedre med mere ro på, men herefter eskalerede det voldsomt over tid, faktisk over de næste 2 år. Der var i løbet af de næste 2 år, 4 store episoder med voldsom fysisk vold og dødstrusler, hvilket gjorde, at jeg ikke turde melde ham. Alting blev værre, han blev endnu mere kontrollerende og dette endte med, at han 18.6.2020 smadrede en rude i min bagdør, brød ind og overfaldt mig, mens jeg sov i mit eget hus. Heldigvis havde jeg bedt mine naboer om at være opmærksomme og italesat, at jeg var voldsomt bange for ham. Mine naboer opdagede ham ved et tilfælde og forsøgt at skræmme ham væk uden held, men de fik heldigvis ringet til politiet. Aldrig i mit liv, har jeg været så bange, men samtidig har jeg aldrig været så lettet, som da jeg hørte ordene “Det er politiet”. Han blev anholdt på fersk gerning i mit hjem, men blev løsladt 4 timer senere, hvorefter han sendte en besked på messenger med ordlyden “det stak da vist lidt af”. Jeg har aldrig i mit liv været så skuffet over det danske retssystem, og dets evne til at passe på mig som offer, hvorfor blev han ikke varetægtfængslet, det ville være tilfældet, hvis en ukendt havde lavet indbrud og gjort det samme? Jeg fravalgte i situationen krisecenter, men boede i stedet hos mine forældre, da jeg jo havde min dejlige udekat i huset, som skulle ses til hver dag. Ville idag ønske, at jeg havde vidst, at dyrernes beskyttelse faktisk kan hjælpe i disse situationer og få hentet dit kæledyr og passe på det, til du er ovenpå igen. Tog mig over 1 måned nogenlunde at komme retur til at bo i huset, men det var absolut ikke uden angst samt konsekvenser for min psyke og generelle helbred. I oktober 2020 døde min kat pga en påkørsel, men hændelsen gjorde, at jeg endelig følte, at jeg kunne sætte huset til salg med god samvittighed. Desværre skulle det tage 3 lange år at sælge huset pga. Flere faktorer .Det endte med, at jeg kom ud med en gæld på samlet set 620.000 kr, som jeg her 4 år senere lige har startet en gældssanering på. Har haft god effekt af EMDR behandling, men tiden i huset har gjort, at jeg desværre stadig har en del PTSD symptomer fra tid til anden. En af de største ændringer for mit selvværd og videre udvikling kom fra et højst uventet sted. Det skete, da jeg blev ansat som fleksjobber i en administrativ stilling en skøn arbejdsplads med et utroligt inkluderende miljø. Aldrig har jeg mødt et mere inkluderende og “højt til loftet” arbejdsmiljø, hvor jeg bare kunne være mig. Det har langsomt og sikkert fået mig tilbage til, ikke bare min arbejdsglæde, men også min livsglæde og oplevelsen af, at man altid er nok, nøjagtig som man er. Ville ønske, at jeg havde fået bedre støtte i min situation, hvor man ejer det hus, hvor voldsomme episoder er sket. Jeg har stadigvæk utrolig svært ved at forstå, at der ingen hjælp er at hente, når det kommer til at komme videre i disse situationer. D. 23. Juni 2021 blev der afsagt dom. Han blev idømt sølle 60 dages fængsel, påbud om at betale sagens omkostninger samt en erstatning til mig på lige knap 22.000 kr. Jeg følte og føler mig stadig virkelig svigtet af den danske lovgivning, hold op, hvor slap han billigt i forhold til, hvor meget det har påvirket mit liv og stadig gør her 4 1/2 år senere.

Jeg har erfaring med alle former for vold, da jeg i dag har stiftet en NGO for voldsramte. Men dengang hvor jeg var udsat for vold, var jeg ikke klar over at der var noget som hed psykisk vold. Jeg fandt ud af det ved at en borger, jeg var frivillig for, var udsat for vold hvor hun omtalte psykisk vold, og så begyndte jeg at undersøge det selv. Men jeg forstod aldrig hvor kompleks det var. Det gjorde mine veninder heller ikke, og ingen af os kunne forstå hvorfor jeg ikke bare kunne forlade ham. 
Jeg kontaktede en psykolog som havde erfaring med voldsramte, og der fandt jeg ud af jeg var udsat for psykisk, fysisk, seksualiseret, økonomisk vold og negativ social kontrol. Langsomt forstod jeg det jeg var udsat for, og hvor kompleks det var. Jeg havde altid troet det var min skyld, men psykologen hjalp mig med at forstå, hvorfor det var så svært at forlade ham; at jeg var i livsfare mange gange. Jeg var rigtig bange for at forlade ham, samtidigt med at jeg var rigtig bange for at være sammen med ham. Det var virkelig hårdt at være splittet op i tusinde stykker, og kæmpe med at holde mig selv sammen og sørge for, at han ikke kunne se hvordan jeg havde det, fordi så ville jeg blive udsat for noget. 
Min psykolog gjorde at jeg bedre kunne sætte ord på tingene, og forklare det for mine veninder. På den måde kunne mine veninder være der for mig, på den måde det var nødvendigt. Og vi var ikke frustrerede over min situation længere, men mere strategiske i forhold til hvordan jeg skulle komme væk. Jeg tror netværk er utroligt vigtigt, fordi jeg følte mig så alene. Og mine veninder var med til at give mig en form for forbindelse til mig selv, sådan at jeg ikke mistede mig selv fuldstændig. Det var skræmmende at skulle tale med dem om hvad de skulle gøre, hvis jeg ikke var her mere, og at psykologen også bad mig om at give veninderne adgang til dokumenter og billeder. Det var surrealistisk. Men hvis jeg ikke havde mine veninder som mit holdepunkt, så havde jeg ikke overlevet det forhold.
Jeg tror dog der er behov for mere fokus på hvor kompleks det er, at være i sådant et forhold og hvor svært det er at komme væk. Jeg har noter fra dengang, hvor jeg skriver at jeg får panikangst fordi kæresten fik mig overtalt til at skulle besøge mig. De slags noter, ser jeg i dag med nye øjne. Jeg er fagperson og hjælper andre voldsramte, og dét at have helt konkrete eksempler, som fx mine noter, er med til at forklare hvor svært det faktisk er at komme væk. En ting er at sige det med ord, men en anden ting er at vise det med konkrete eksempler. Det kunne måske være noget, man kunne have mere fokus på. Jeg tænker også det er vigtigt at have fokus på livet efter volden; at det ikke bare er overstået når forholdet er slut. Det tog mig mange år, efterfølgende, at komme af med manden fordi han ikke lod mig være. Og traumerne som jeg fik, hjemsøgte også mine kærlighedsrelationer. Det er benhårdt arbejde at komme væk, ligesom det er at få hele forholdet bearbejdet. Jeg er et meget bedre sted i dag, takket være veninderne, intens terapi og nye, sunde forhold som indeholdte den portion tålmodighed som jeg havde brug for, i forhold til at blive tryg med et andet menneske på den måde igen.

Efter krisecenteret: Mit nye navn stod på postkassen, det var mærkeligt men også trygt, at udyret i hvert fald ikke kendte min nye identitet. De nymalede vægge og duften af rengøringsmidler var det første jeg lagde mærke til da jeg trådte ind i min nye lejlighed. Nu havde jeg ikke kun et værelse som ellers var blevet min tryghed det sidste halve år på krisecenteret. Men nu stod jeg med nøglerne til en 2-værelses på 2.sal midt i centrum. Jeg fik købt en masse brugte møbler og fik en del doneret af søde mennesker fra Facebook. Det begyndte at ligne et hjem. Jeg begyndte dog alligevel at sove på sofaen, ikke fordi jeg ikke brød mig om soveværelset. Men i stuen følte jeg at have overblik over resten af lejligheden. Jeg lagde mærke til jeg var begyndt at sove anderledes. Jeg pakkede mig helt ind i dynen som en burrito. Dynen var blevet min tryghed når jeg var alene. En dag gik jeg i gågaden og skulle handle nogle småting. Men pludselig så jeg ham. Jeg så udyret gå hen imod mig. Jeg stivnede fuldstændig, og stod helt stille. Alle andre mennesker gik forbi mig som siloetter der bare var der. Imens kom han tættere og tættere på. Først da han gik forbi mig, kunne jeg se klart. Det var ikke ham, men en mand med samme jakke. Det var det eneste de havde tilfælles. Den sommer rejste jeg til Barcelona med en barndomsveninde. Jeg sad og beundrede havet fra stranden, mens min veninde var faldet i søvn. Det skete igen. Jeg så udyret komme gående op fra havet, målrettet imod mig. Jeg stivnede igen, og følte igen at verden gik i stå. Først da han gik forbi mig, kunne jeg se det ikke var ham. Jeg begyndte at isolere mig selv mere og mere. Det arbejde jeg ellers var blevet så glad for, magtede jeg ikke længere, og jeg havde flere og flere sygedage. Jeg blev sygemeldt og kom på antidepressiv medicin. Det gav mig ro, men gjorde mig også ligeglad. Jeg blev så ligeglad at jeg ikke kunne se det positive i livet længere. Jeg var ude at gå en tur ved havet, da det gik op for mig hvad jeg havde gang i. Jeg gik og planlagde oppe i hovedet hvordan jeg kunne komme væk fra denne verden. Jeg gik ikke hjem, jeg gik ud på psykiatrisk afd. og ringede på, indtil de ville lukke mig ind. Der var jeg så en måneds tid. Det gav mig diagnoser som angst, ptsd og en svær depression, men det var også det. Da jeg blev udskrevet, tog jeg på et ophold som frivillig langt ude på landet. Her skulle jeg hjælpe med forskellige gøremål dagligt, fx madlavning, rengøring eller havearbejde. Det hjalp mig langt mere end at være indlagt. Her kunne jeg være mig, men samtidig blev der sat krav til mig. Manden der ejer ejendommen, blev en ven som jeg stadig har kontakt med i dag, og hans gård er blevet mit friluftsted. Jeg begyndte arbejde igen, Jeg begyndte at holde foredrag om partnervold, blev frivillig på krisecenteret, og det hele begyndte at flaske sig. Jeg helede mere og mere jo flere gange jeg fortalte min historie. I dag fortæller jeg kun min egen historie hvis jeg bliver kontaktet.

“Jeg brød med min kæreste. Det havde været et voldeligt forhold – fysisk, psykisk, økonomisk, materielt…
Det er 18 år siden.

Efterfølgende begyndte han at stalke mig. Det startede med opkald og beskeder i hundredevis. Han ringede også til min arbejdsplads, og det var altså i en tid hvor man havde fastnettelefoner på kontoret, så han blokerede linjen i mange timer ad gangen. Hvis mine kollegaer tog telefonen, så lagde han på og ringede op igen.
Jeg følte det som enormt pinligt selvom jeg jo ikke havde nogen kontrol over hvad han foretog sig.

Det udviklede sig til at han opsøgte mig på vej hjem fra arbejde. Selv da jeg begyndte at tage en anden rute end sædvanligt, så fandt han mig.
Når jeg var nede og handle, så ville han stå og vente for enden af kassen.
Han vidste hvor jeg normalt gik i byen, så han kom også dér selvom han ikke brød sig om stedet. Og så stod han og stirrede på mig hele natten.

Han opsøgte mig også på min bopæl, også om natten.

Det var intens stalking i måske 1 år. Det er så svært at huske alt hvad der skete og hvor længe det varede.
Det var en tid fyldt med voldsom angst og total udmattethed. Jeg sov aldrig ordentligt, og ofte sov jeg i min stue for at være tættere på døren og bedre kunne høre hvis han stod derude.

Det aftog gradvist fordi jeg ikke reagerede på noget af det han gjorde eller skrev. Og senere fik jeg også en ny partner. Men de uønskede henvendelser fortsatte sporadisk i 15 år.

Dengang vidste jeg ikke det var stalking. Altså at det rigtigt var stalking. Vi mennesker har åbenbart en tendens til at tro, at det vi selv oplever ikke er slemt nok. Der er jo altid nogen der har det værre, ik… Men det VAR stalking og det var voldsomt.

Mit bedste råd til ofre for stalking må være at ignorere alle henvendelser. En stalker ønsker at opnå noget, så interessen vil formentlig aftage med tiden.
Derudover kan man få god hjælp hos Dansk Stalking Center.”

I min barndom fra jeg var 9-12 år, var jeg udsat for seksuelle overgreb af den mand min mor boede med. Når man er udsat for overgreb flyttes ens grænser, skammen følger en og jeg følte mig ikke noget værd. Igennem min ungdom troede jeg, at sex var kærlighed og jeg lod tit mænd overskride mine grænser. Jeg havde ofte sex selvom jeg ikke havde lyst – knaldede på første dates, fordi jeg troede, at det ville få mænd til at kunne lide mig! Efterfølgende kunne jeg hade mig selv, jeg følte mig altid beskidt og skamfuld.

Da jeg forelskede mig i min ex var jeg stadig ikke klar over mine grænser! Så jeg gjorde som han sagde og jeg gjorde ting jeg absolut ikke ville gøre idag. Ville han have sex, så havde vi sex. Prøvede jeg at sige nej, så kom vreden og han kunne nedgøre mig til jeg gav mig – eller så kom ‘silent treatment’, som kunne varer længe. Når vi havde sex kunne han blandt andet finde på at kalde mig luder, møgkælling, tage kvælertag og var ikke interesseret i mig og mine behov – det handlede om ham.
Efter vi gik fra hinanden havde vi de første 6 måneder et okay samarbejde (jeg makkede ret). En dag kom han op til mig efter noget tøj til ungerne, mens ungerne var hos ham. Han trådte ind i lejligheden, begyndte at kysse mig og tog mit tøj af mig og knaldede mig – det gjorde så ondt for jeg havde ikke lyst, men turde ikke sige stop. I flere dage efter prøvede jeg at skrubbe ham af mig når jeg var i bad.

Flere år efter landede jeg i en terapi gruppe for andre voldsramte. I den gruppe gik det for første gang op for mig, at det jeg havde været udsat for var seksualiseret vold. En erkendelse der på en måde satte mig fri fra mine egne lænker.

Igennem terapi har jeg fået bearbejdet de overgreb jeg var udsat for i barndommen og i voksenlivet. Jeg skammer mig ikke mere og jeg er føler mig ikke beskidt. I stedet føler jeg mig mere sikker på mig selv, mine værdier og grænser – jeg ved at sex ikke er kærlighed!
68% af jer har været udsat for seksualiseret vold – det er et tabu og en skam vi skal gøre op med. Vi er nødt til at tale om det!

I 2012 mødte jeg mit livs læremester. Han udsatte mig bla for kvælertag, han prøvede at kaste mig ud fra 5 sal, bed mig til blods i ørene eller fingrene, kastede ting efter mig, kaldte mig nedladende ord, spyttede mig i ansigtet, ødelagde mine ting, ringede til mig 24/7 og sendte mange mange sms, når vi ikke var sammen. Han truede mig med en kniv, når jeg ikke mente det samme som ham eller når jeg ikke ville sige undskyld, for noget jeg ikke have gjort. Han krævede at få DNA testet mine trusser, hvis jeg kom for sent hjem ( der lå 8 trusser i fryseposer i fryseren ) inden jeg smed ham ud for altid.

Dette er blot en lille brøkdel af hvad jeg var udsat for i det år vi nåede at have et meget giftigt forhold. Og så stalkede han mig 2 års tid efter, men en dag blev der stille og min healing begyndte. 
Dengang valgte jeg at kæmpe mod ham trods jeg håbede at han ændrede sig. Det satte mig også mange situationer hvor jeg kunne have mistet livet, da han ingen selvkontrol havde. Heldigvis havde jeg et godt netværk i familie og venner og jeg åbnede munden, så hans ønske om kontrol og isolering af mig gav bagslag. Jeg havde mit allerdyreste guld i min søn, som jeg vidste ikke skulle miste sin mor, så jeg kæmpede for at finde vejen tilbage til mig. Jeg har gået til psykolog, haft coaches, lavet meditation, yoga for at hjælpe mig selv og det har været guld værd sidenhen. Jeg havde en overgang kontakt med kvinde kriselinjen og politiet, men anonymt for råd og hjælp. Jeg har haft godt brug både af Facebook og instagram og haft kontakt med skønne kvinder/mænd som har delt og hjulpet mig samt jeg har fortalt min historie og hjulpet andre voldsudsatte. Det har været guld værd. I dag har jeg det meget bedre og har den bedste kæreste, som også er min bedste ven. Men mit nervesystem glemmer ikke, så passer godt på mig selv hver dag. 

Det var først da vi fik vores første barn, at jeg mærkede, at noget var forkert. Han blev frustreret over de hensyn der skulle tages til en baby. Frustration blev rettet mod mig, fordi mit fokus selvfølgelig var på babyen og de behov en baby har; jeg fik at vide, at jeg var en uduelig kvinde, der ikke kunne tilfredsstille en mand. Han havde et voldsomt temperament og kunne råbe og skrige af mig.

Der er flere episoder, hvor jeg er blevet skubbet. Fx efter en fest , hvor han skubbede mig ned af en bakke, hvor jeg trillede ned mellem en masse træer, og jeg kan huskede jeg tænkte nu dør jeg.
I vores forhold har han også været mig utro. Og hver gang har jeg tilgivet ham. Jeg elskede ham og jeg troede på familielivet. Jeg elskede det vi havde skabt.
I 2017 bliver vi skilt, jeg finder ud af at han har en anden. Jeg er ødelagt og ulykkelig. Han er ligeglad. Han fortæller mig, at det er min egen skyld. Jeg husker stadig hans ord, de brænder stadig hårdt i min sjæl. Her er hvad han sagde; du er tyk, kedelig, dum som våd bark, at det var min egen skyld, jeg var uintelligent, jeg lignede pis og han kunne ikke tage mit piveri alvorligt og så skred han! Jeg lå sammenkrøllet tilbage på gulvet i køkkenet og skulle tage mig af vores børn. Han var ligeglad, han skulle være sammen med sin nye dame. En uge efter kom han i hendes bil, han var fuldstændig ligeglad med mig.
Det har været en lang kamp. Jeg har været så langt nede, at jeg ikke troede på, at jeg nogensinde blev mig selv igen. Men jeg har knoklet hårdt i terapi, jeg har gået til healing og i dag er mærker jeg lyset mere end mørket. Mit råd er lyt til din mavefornemmelse og reagere på den. Det er ALDRIG din skyld. Du er god nok.