Tal om vold
Hvem er vi?
Vi er en gruppe engagerede mennesker, der arbejder for at forbygge vold, og udbrede viden og talen om vold i samfundet.
Hvad laver vi?
Vi laver bl.a. gruppeforløb til voksne som har været udsat for vold, forløb til personer, som arbejder med vold.
Bliv frivillig!
Kom og bliv frivillig hos os, og være med til at hjælpe mennesker der har været udsat for vold. Du kan skrive til: kontakt@talomvold.dk
PSYKOLOG SADE JOHNSON
SADES BLÅ BOG
Sade er en grundsten i CFVs indsats Tal om Vold og som leder har hun kvalificeret og ført indsatsen i nye retninger
Siden 2021 har hun ydet støtte til voldsudsatte og har specialiseret sig i terapeutiske og aktivistiske fællesskaber.
Hun har udviklet adskillige støttegruppeforløb, blandt andet til voksne som har været udsat for vold i barndommen og forløb til fagpersoner og aktivister som arbejder med vold.
Sade har faciliteret støtte til mange mennesker og oprettet et forløb der støtte Sorte og Brune personer der oplever racial vold.
Sade har mange års ledelseserfaring i organisationen og er begyndt at supervisere psykologistuderende og træne Tal om Volds kommende støttegruppefacilitatore.
Sade har også afholdt en live støttegruppe på Østerbros Teater Revolver
Du kan kontakte Sade på sade@talomvold.dk Hun er pt. på barsel.
INTERVIEW MED SADE
Du er meget optaget af den forskning, der danner grund for vidensoplæg i støttegrupperne. Hvad er dit største forskningsfokus pt.?
”Fællesskabet. Der er meget potentiale i fællesskaber. Også et terapeutisk potentiale, der ligger i brugen mellem det aktivistiske og politiske fællesskab. Det er noget meget særligt. Det finder man ikke andre steder det her med, at man både kan arbejde ind i sig selv, ind i en psyke, ind i sin familiehistorie, ind i sine traumehistorik og arbejde ud i samfundsstrukturerne og samfundsforholdene og være med til potentielt at skabe forandring. Det er en ret vild metode. Der er noget i peer-formatet, det her med at have frihed til at lægge sig selv frem, sine egne historier og sin personlighed og det svære, også for mig som psykolog, det gør noget ved magtforholdet, som tit er ret skævt i en terapeutisk praksis.”
Hvad er for dig at se, den største fejlslutning folk gør sig om mennesker, der har været udsat for vold
”En af de største fejlslutninger folk gør sig om mennesker, der har været udsat for vold, er at bebrejde dem. Der er en antagelse om, at de selv har inviteret volden ind eller været medvirkende til det. Der er også stereotype forestillinger om den voldsudsatte person, der sjældent stemmer overens med virkeligheden.”
Sade påpeger, at det ikke er dem, der henvender sig til støttegrupperne.
Hvad har du lært, gennem de mange samtaler og forløb, du har faciliteret?
“Det, der fylder allermest i vores tilgang til overlevere af vold er: bebrejdende diskurser – at folk har en antagelse om, at man selv har inviteret ind til eller været medvirkende til og lader det ske. Der ligger også noget i det her med, at man ’bare’ kunne gå eller ’bare’ kunne sætte sig op imod det og så selvfølgelig de stereotype forestillingsbilleder om, hvem den voldsudsatte er, og det er meget sjældent dem, der sidder i en gruppe. Forestillingen om at den voldsudsatte kvinde er ressourcesvag, måske går hun med tørklæde, kan ikke sproget, er måske arbejdsløs og så videre og det er på ingen måde hende, der henvender sig.”
Hvorfor valgte du at skrive speciale om, hvordan radikalisering bliver til i diskurser, kroppe og følelser?
Jeg har skrevet speciale om de terapeutiske processer eller det, der sker i det fysiske møde, når man gerne vil tale om vold. Racistisk og racial vold. Det var blandt andet fordi, jeg var i praktik i CFV for et år siden. Her ville jeg gerne oprette en støttegruppe, der handler om racisme som voldsform. Og der hørte jeg fra mange af mine deltagere, at de gik i terapi og snakkede om alt muligt andet, altså snakkede om angstsymptomer eller svære forhold til deres mødre, skolevægring eller trivselsproblemer på arbejdet, men de kunne ikke snakke om deres oplevelser med racisme med deres hvide terapeut, fordi berøringsangsten var så voldsom, at de kunne mærke, at de blev gaslightet lidt, når de prøvede. Og der var sådan en ekstrem akavethed omkring det hos terapeuten, men også hos dem selv, altså de vidste også godt, at det ville ske.
Og det som jeg også kunne se i den gruppe, det var, at i kraft af de her politiske strømninger, med Black Lifes Matter-bevægelsen, så blev det tydeligt for dem, hvad der var på spil. Det havde været sådan en udefinerbar følelse af at være fremmedgjort og isoleret og føle sig forkert og måske syntes ens hår var grimt eller sådan nogle ting. Det bliver lidt teknisk, hvis jeg skal gå ind i det nu, men vi har en tradition for i Vesten, at terapeuter har sådan et, det man kalder for den terapeutiske distance, som er en professionel distance som man indtager overfor klienten, og en ide om at man kan være en blank slate, og klientens materiale og problematikker det kan de bare sådan give til terapeuten og så terapeuten give det tilbage til dem på en ny måde, så de kan få det bedre. Det gør peer to peer op med, fordi man træder ind i rummet med ens historie.
Noget andet, der også gik op for mig, da jeg var i praktik ved CMA var også det her med, at jeg pludselig fandt ud af, vold er en sammenvævet størrelse af alle mulige strukturelle mekanismer og magtforhold. Som kan have forskellige udtryk, hvor én af dem er det raciale, så er der den kønnede dimension, så er der økonomiske kapitalistiske dimension og så videre, og det taler ind i det her intersektionelt perspektiv som vi altid taler om akademisk, men her (i CMA-grupperne) så jeg det udfolde sig. Det er ret befriende at finde ud af at racisme er vold.”
Hvilke strukturer eller sammenhænge er der mellem dit speciale og dit arbejde i CFV?
“Jeg tror, at efter at have skrevet det her speciale, så tror jeg faktisk, jeg er blevet mere, jeg har fået mere tiltro til det her med at være autentisk i kroppen. Altså at være til stede i et rum med hele mit væsen, med hele min person, med alle mine oplevelser og ligesom bruge både mit følelsesmæssige udtryk, men også de positioneringer jeg står i som terapeut aktivt. Og subjektiveringsprocesen – hvordan vi forstår os selv – som jeg også synes er enorm vigtigt i forhold til arbejdet i støttegrupperne, fordi der er også nogle ting med, hvilke ord jeg tilbyder jeg dem. Hvilke ord lægger jeg frem til dem, hvilke forståelser lægger jeg frem som mulige for dem at træde ind i som overlever og som voldsudsatte. Det er også magt, man har. Men også magt til at skabe nogle defineringsrum – ”her, du kan definere dig ud for dét og dét”
Hvorfor besluttede du dig for at arbejde i CFV?
”Mine erfaringer fra min praktikperiode gjorde, at jeg havde noget at læne mig ind i, og jeg vidste, hvad organisationen stod for, og hvilken respekt og omsorg og kærlighed jeg ville blive modtaget med. Særligt det her med kærlighed er vigtigt for mig, at det er til stede i mit arbejdsliv, at jeg føler mig værdsat, og at der er oprigtig kærlighed til stede i en organisation. Det er ret særligt for CFV. Her får jeg også meget frihed – kreativt og metodisk. Jeg får lov at være hele mit menneske, ikke bare en psykolog, der tjekker nogle bokse af i en manual og diagnosticerer. Det har været godt for min karriere at arbejde et sted, hvor jeg får lov at tage plads, både med min faglighed og med min person, så jeg kan begynde at mærke ind i, hvem jeg er som psykolog.”
Hvad håber du, dit arbejde efterlader af betydning?
“Jeg ser støttegruppen som en dør, der åbner i folks liv, og så kan de vælge, om de vil gå ind ad den. Det kan være en ny dimension, en ny forståelse, som åbner os for et potentielt fællesskab. Og åbner til en rejse mod at frigøre sig fra volden. Men støttegruppen kan ikke stå alene. Det er meget tydeligt for mig, at det kan den ikke. Så jeg håber på, at dem, der søger ind i støttegruppen, at de på en eller anden måde får et lille håb, og at de også har fået lidt styrke. Og så håber jeg måske faktisk mest af alt, at de føler sig mindre alene, at de træder ud af isolationen som skammen skaber, at når følelserne overvælder dem i fremtiden, følelsen af at ‘jeg burde have’ og ‘det var også min skyld’ og ‘jeg kan ikke tale om det her, folk vil ikke lytte, folk vil ikke forstå’, at de så husker på følelsen af at blive lyttet til og følelsen af at blive hørt.
