Året voldsforebygger – 2024: Chris Poole
Fotograf Melissa Kühn Hjerrild
Læs interviewet med Chris Poole:
Hvordan kan det være, at du var den første til at afholde en konference omkring kønsbaseret vold i Danmark?
Hvis vi går helt tilbage til kort tid efter jeg kom til Danmark i 1970’erne. Så var jeg med til at arrangere den første overhovedet offentlige konference. Det var et første møde om mænds vold mod kvinder. Det var i 1976. Jeg var med i en gruppe, der stiftede Joan-Søstrene, som eksisterer den dag i dag.
Min politisk interesse i at arbejde med det her. Det stammer helt tilbage til nogle personlige oplevelser. Min første uddannelse, det er som musiker.
Jeg er faktisk kommet til Danmark med en musikuddannelse inden for rytmisk musik. Jeg er jazzmusiker, og er stadigvæk aktiv den dag i dag. Men desværre har jeg været udsat for tre alvorlige hændelser med seksualiseret vold. Den tredje overgreb skete her i Danmark, kort tid efter jeg var flyttet hertil.
Vi er her helt tilbage i midten af 1970’erne. På det tidspunkt i Danmark var der intet. Der var ingen hotline, ingen man kunne ringe til. Der var ingen Joan-Søstrene. Der var ingen Center For Voldsforebyggelse. Der var ingen Dannerhus. Nada.
Jeg havde brug for hjælp. Det vidste jeg. Plus som indvandrer havde jeg spørgsmål til, hvis han bliver fanget, hvad sker der så? Hvordan er retssystemet skruet sammen her i Danmark? Der var ingen, der kunne fortælle mig noget.
Jeg tog til kvindehuset, der var der et lille opslag. Det var en kvinde, som var psykologistuderende. Hun tilbød at rådgive folk, der havde brug for hjælp, så jeg kontaktede hende.
Det var rigtig, rigtig godt. Hun hjalp mig meget lige i den første kriseperiode, og så fortalte hun mig, at der var en gruppe af kvinder, der var ved at undersøge folks holdninger til voldtægt i Danmark. Det var en gruppe kvinder, som var organiserede under Dansk Kvindesamfund, det var deres ungdomsgruppe. Så jeg kom med i den gruppe og det er også den gruppe, der endte med at starte Joan-Søstrene noget lidt senere hen.
Jeg opsøgte også en kvinde, der var begyndt at undervise i feministisk selvforsvar. Det syntes jeg lød meget, meget spændende. Så jeg tog på nogle kurser, og de var simpelthen så vigtige for mig. Det var en meget, meget vigtig brik i min bearbejdning af det, jeg havde været udsat for.
Jeg lærte ved feministisk selvforsvar om mine styrker og mine muligheder for at undgå vold. Både det, jeg havde været udsat for, men også de ting jeg kunne møde i fremtiden. Feministisk selvforsvar var enormt betydningsfuldt for mig. På det tidspunkt, tilbage i 70’erne, var der også mange andre kvinder, der gerne ville på kurserne. Der var kun én instruktør, og der var lange ventelister.
Så tænkte jeg, jeg tror, jeg vil uddanne mig i det her. Jeg vil gerne kunne undervise andre, fordi det har været så betydningsfuldt for mig. Jeg vil gerne have, at så mange kvinder som muligt skal lære disse metoder. Så de ikke først kender dem efter de har været udsat for 3 overfald, som jeg havde været. Jeg kunne måske have undgået overhovedet at komme ud i de situationer. Så jeg fik en uddannelse, det tog mig 3 år og tusindvis af timer. Men siden slutningen, eller starten af 1980’erne, der har jeg undervist i feministisk selvforsvar.
Hvilke områder indenfor kønsbaseret vold arbejder du med i dag?
I dag har jeg en organisation, som hedder Voldsforebyggelse i Praksis. Det er en organisation, hvor jeg samler oplysninger om de kurser, foredrag, udgivelser, som jeg tilbyder. Det handler om forebyggelse og håndtering af vold, for mange forskellige aldersgrupper og målgrupper. Både børn, unge, voksne og faktisk også seniorer. Man kan faktisk kalde Volds Forebyggelse i Praksis, et folkeoplysningsprojekt.
Vi arbejder nemlig med at udbrede viden og metoder, der kan nedsætte risikoen for at blive udsat for krænkelse og vold. Især de former for krænkelse og vold, som piger og kvinder er udsat for. Det er selvfølgelig seksuel chikane, det er alle former for seksualiserede vold, voldtægt, partnervold osv.
Vi tog i Volds Forebyggelse i Praksis i 2020 initiativ til en online platform, som hedder Kvinder gør modstand. Det er en hjemmeside, det giver kvinder mulighed for at gå ind og indtaste beretninger om, hvordan de har håndteret vanskelige situationer. Det er hele spektret fra netop, hvordan man håndterede risikoerne i en bus, eller hvis man har været udsat for noget væmmeligt på en date. Det kan være i nattelivet, eller det kan være derhjemme. Der er masser af beretninger om kvinder, der har været udsat for partnervold. Men hvordan har de håndteret det? Hvad har de gjort? Hvordan er de kommet videre i livet? Det er vigtigt at vi har nogle steder, hvor vi kan gå ind og indtaste vores oplevelse af at fortælle, hvad andre har gjort mod os. Men jeg synes, det var også rigtig vigtigt at give plads til, at vi kan fortælle om, hvad vi har gjort. Hvordan vi har håndteret ting, også efter et overgreb eller noget omkring det. Hvad gjorde vi så?
Du er stadig involveret i kampen mod den kønsbaserede vold den dag i dag. Hvorfor er du stadig det? Er det fordi du tænker, at kampen ikke er færdig?
Desværre ikke. Egentlig vil jeg rigtig gerne trække mig tilbage, og spille musik. Men der er stadigvæk for få både individer og organisationer, der arbejder med voldsforbrydelser, og især med den primære voldsforebyggelse. Situationen i dag og som har været der i alle årene, jeg i hvert fald har været her i Danmark, er at langt, langt hovedparten af de ressourcer det danske samfund bruger på bekæmpelse og håndtering af seksualiserede overgreb og andre former for mænds vold mod kvinder. Det bruges på indsatser, efter volden er sket. F.eks. rådgivning og krisecenter for de voldsudsatte, behandlingstilbud til voldsudøvere, det er bare nogle få eksempler.
Jeg ved at I her hos Center for Voldsforebyggelse, laver gruppeforløb for kvinder der har været udsat for vold. Det er sindssygt vigtigt.
De skal udvides og der skal tilføres flere ressourcer. Men når det er sagt, så er det sindssygt nødvendigt i langt, langt højere grad, at investere målrettet i forebyggelse af volden inden den opstår. Det er det, jeg kalder primære forebyggelse- fordi det er så meget vi kan gøre!
Når man taler med en politiker, ved f.eks. et middagsselskab, så siger næsten alle; forebyggelse, ja det er sindssygt vigtigt, selvfølgelig skal vi forebygge. Men så går det ikke mere end et kort øjeblik, og så bliver emnet skiftet. Nogle gange handler det om at folk ikke har konkrete billeder på nethinden af hvad primær forebyggelse egentlig er for noget. Billeder er uskarpe og uklare. Alle har billeder i hovedet af hvad volden og dens konsekvenser er, fordi det er mere håndgribeligt.
Der er normer og adfærd i vores kultur, som understøtter og gør det muligt, for så mange seksualiserede overgreb altså voldtægt og andre former for vold mod kvinder. Vi har i dag sindssygt meget viden. Vi har rigtig meget viden om kønnet vold. Selvfølgelig har vi brug for mere, men vi skal i langt højere grad formidle, den viden vi har langt bredere. Det skal ikke kun være hos os specialister, forskere og akademikere som måske læser noget om det her. Vi skal have det langt bredere ude i samfundet. Vi skal gå i krig. Konkret krig. Mod de myter og misforståelser.
Hvad har du af håb for fremtiden? Og har du en silver lining at holde fast i?
Jeg ser rigtig mange positive tendenser i samfundet lige nu. Jeg fornemmer at der er flere og flere organisationer, der var før i tiden, Danner som f.eks. har deres fokus på udadvendt politiske arbejde og har fokuseret på eftervolden var sket, de har bl.a. lavet undersøgelser om hvor meget der foregår af partnervold osv. Nu begynder de også at inkludere primære forebyggende kampagner. F.eks. har de haft en rigtig god kampagne omkring røde flag. Her har de været ude for at få folk til at forstå, at inden et partnerdrab er der ofte meget store tydelige røde flag, som man kan opdage og som siger det her går i den forkerte retning.
Så der er tendenser, men vi skal tale om primære forebyggelse meget mere. Vi skal have det mere frem og vi skal have flere ressourcer til det. De to eksempler jeg er kommet der. De er finansieret af fondsmidler. Det er ikke offentlige penge eller noget fra regeringens side. Vi skal have regeringen til at slippe nogle flere ressourcer til de primære voldsforebyggende projekter. Men der sker noget. Der er en mentalændring synes jeg.
Jeg ændringerne fornemmer herude. Det har taget lang tid, men det er på vej. Og det ser jeg meget lyst på.
Tror du på, at du kan gå på pension snart og sige nu, er der styr på det hele?
Det tror jeg ikke. Der er stadig for meget arbejde der skal laves endnu.
