CFV Nord
Hvem er vi?
Vi er en gruppe frivillige der arbejder for at forbygge vold, og udbrede talen om vold i samfundet.
Hvad laver vi?
Vi laver bl.a. gruppeforløb til voksne som har været udsat for vold, forløb til fagpersoner og aktivister som arbejder med vold
Bliv frivillig!
Kom og bliv frivillig hos os, og være med til at hjælpe mennesker der har været udsat for vold. Du kan skrive til: nord@centerforvoldsforebyggelse.com
Bag om CFV NORD
CFV Nord opstod i Aalborg slutningen af 2021.
I februar 2022 arrangerede vi en Solidartitetsmarch – stop vold mod kvinder i kølvandet på det meningsløse drab på Mia S. Stevn.
CVF inviterede borgere i Aalborg til at mødes i den svære tid. I tider præget af chok og sorg kan det være vigtigt, at stå sammen i solidaritet – at stå sammen for enhver kvinde, der har følt sig truet, magtesløs og bange for at færdes alene. Vi samlede over 200 Nordjyder. På daværende tidspunkt var der tilknyttet 15 frivillige til lokalafdelingen.
I 2022 bestod megen af CFV Nord’s virke i at tale om vold gennem flere samtalesaloner afholdt på Buens Bogcafé. Mindre synligt gennemførte vi en brugerundersøgelse, der afdækkede erfaringer med vold i Nordjylland. Der blev ligeledes etableret kontakt med flere byrådsmedlemmer i samarbejdet om et tryggere Aalborg uden vold.
På baggrund af brugerundersøgelsen samt Center for Voldsforebyggelses andre analyser udarbejdede vi voldsforebyggende undervisningsmateriale, som blev afholdt på flere Nordjyske udskolinger, gymnasier og efterskoler i 2023. På landsplan trænede Center for Voldsforebyggelse over 1000 unge mennesker i Viden om Vold.
I nærværende år, 2024, kan vi byde velkommen i nye centrale lokaler i Valdemarsgade 34, kld. 9000 Aalborg. Her vil vi afholde fysiske gruppeforløb for forældre. Det er et gratis tilbud for dig, der søger viden om vold og et trygt fællesskab. I gruppeforløbet arbejder vi ud fra tre kerneprincipper; spejling, erfaring og viden.
Pt. er CFV Nord en lille frivilliggruppe, der ledes af Cecilie Kramer. Opgaverne er brede, lige fra vidensudvikling, drift, netværk, SoMe, undervisning og facilitering af gruppeforløb – målet for alle opgaverne er med baggrund i et fælles værdisæt; fællesskab, bæredygtigt og voldsfrit.
Vi justerer og prioriterer opgaverne efter behov, interesse og antal frivillige. Det fælles for CFV Nord’s frivillige er at de er aktivt deltagende og har medbestemmelse over lokalafdelingens udtryk. Det voldsforebyggende arbejde er et fælles projekt.
Løbende tager vi nye frivillige ind og vi vil også gerne tage en uforpligtende samtale med dig. Kontakt os på nord@talomvold.dk.
Hvis du har et ønske om at støtte op om lokalforeningens arbejde, så hold øje med vores instagramprofil @cfv.nord, hvor vi løbende opdaterer. Vi vil også opfordre dig at melde dig ind i Center for Voldsforebyggelse og tage del i vores forskellige tilbud.
Interview med Cecilie Kramer leder af CFV-Nord
Fortæl lidt om hvem du er og hvad du hedder?
Jeg hedder Cecilie. Jeg er vokset op i Nordjylland, Aalborg, og er 35 år gammel. Jeg er mor til tre drenge. I alderen 13 til snart tre år. Jeg lever sammen med dem og deres far. Og så har de også en storebror på 16 år. Så jeg er meget mandsdomineret hos os.
Hvorfor er du en del af CFV?
Jeg er en del af CFV – og har været det siden 2021 – fordi al den teori og metode vi anvender i organisationen intuitivt, giver rigtig god mening i forhold til mit levede liv.
Vi siger at vold er et samfundsproblem, hvilket for mig helt logisk, men jeg oplever hvordan den anskuelse kan provokere mange mennesker. Dette er jeg nysgerrig på og på samme tid tænker jeg, at det skyldes at vi mangler et fælles sprog for vold – for vold i alle dens former. Og det er netop her jeg ser et kæmpe potentiale for alle CFV’s initiativer!
Hvordan er du endt i Center for Voldsforebyggelse?
Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, og blev det da jeg var meget ung. Da jeg var 19 år, blev jeg færdig med den uddannelse og fandt meget hurtigt ud af, at jeg synes, at det var virkelig spændende at arbejde med mennesker, men jeg kunne også mærke, at der var nogle rammer, jeg havde svært ved at holde mig indenfor. I arbejdet som social- og sundhedshjælper.
Så jeg vidste hurtigt i den periode, at det ikke var det, jeg skulle lave resten af livet. Men jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg så skulle lave, og var igennem flere forskellige ting.
Jeg startede på universitetet, på sociologiuddannelsen, fordi jeg bare syntes, det var virkelig spændende. Igen tanken med mennesker, men mere hvorfor de gør, som de gør i det samfund, de er i.
Jeg syntes, det var meget spændende, hvordan vi var overfor hinanden. I en-til-en relationer, og der var en masse teorier, der kunne give mig nogle svar på. Men jeg begyndte også at blive nysgerrig på de større sammenhæng, fordi det var jo ikke kun en-til-en, der egentlig påvirkede os. Det var også de samfundsmæssige situationer og de historiske strukturer, der ligesom er med til at påvirke os som mennesker.
Jeg startede på kandidaten for socialt arbejde og mødte meget modstand, fordi der var bare nogle virkelig rigide rammer, både for hvordan vi skulle studere, men også for det, vi skulle producere. Der var ikke mulighed for at stille spørgsmålstegn til hvorfor er samfundet, som det er? Jeg mente ikke det var neutralt som mange af mine medstuderende egentlig tænkte, fordi der netop er meget lovgivning indover. Og lov må jo være neutralt, var deres tanker. Men det kunne jeg bare slet ikke forene mig med.
I en periode, hvor jeg var på barsel, faldt jeg så på sociale medier over det, der hed dengang Center for Magtanalyse. I dag Center for Voldsforebyggelse. Og der var bare så mange ting, der gav rigtig god mening for mig. Og fordi jeg havde dykket rigtig meget ned omkring det med magtanalyser via mine studier. Så gav det bare så god mening for mig. Jeg rakte ud til Ditte og så gik det rigtig stærk og jeg fik sammen med andre frivillige åbnet en lokalafdeling i Aalborg.
Hvad vil du gerne opnå, her hos Center for Voldsforebyggelse?
Jeg vil rigtig gerne have, altså på sådan en personligt eget plan, vil jeg gerne videreudvikle forståelsen af, hvordan vi mennesker kan leve mere harmonisk og i fællesskab med hinanden. Altså hvordan vi alle sammen kan komme videre og leve side om side. Her er CFV lidt et helle. I den her verden, hvor man ellers overhovedet ikke har et helle, i de forskellige systemer, vi ofte er tvunget til at være en del af. Men også på et stort plan, altså der er det jo den her tanke om, det kan faktisk godt lade sig gøre at leve uden vold, uden diskrimination, uden tvang og uden magthierarki. Det er muligt at leve i en verden hvor vi ligesom ser på hinanden og de potentialer, vi har, og dyrker det, i stedet for at presse hinanden til umenneskelige og unaturlige ting.
Hvis du skal nævne sådan et, du selv ligesom er involveret i, og er stolt af hvad er så det?
Jeg har været en del af Viden om Vold det sidste år, og vi har været ude ved folkeskoler, efterskoler og ved undervisere og snakke om alle de her ting, der påvirker vores velvære. Og jeg er stolt af at være med til at give særligt unge mennesker mulighed for at sætte ord på det, de oplever. At opleve dem lære at det man føler er okay, og at der løfter sig en sten fra deres skuldre, når de lærer at der faktisk er en verden, hvor det er i orden at man kan sige til og fra.
Men jeg synes også, at det er vigtigt at samle op på de voksne mennesker, hvor de ligesom ikke har haft den mulighed fra, de var helt små. Det er for mig vigtigt at give dem muligheden for lære om de oplevelser de har og voldsforebyggelse.
Er der en oplevelse eller noget, som man har brændt sig fast hos dig og som du husker?
Ja, vi var ude ved en skole, hvor der var en del problemer både i klasserne internt, men også at lærerne havde problemer med at nå ind til nogle af eleverne. Der var rigtig meget uro i klassen generelt. Her var der særligt en ung fyr, der skulle lave sjov og forstyrre generelt, og da vi egentlig var noget ret langt hen i undervisningen, så åbner han op. Men hvad nu hvis, at jeg siger fra til min far, og siger jeg ikke vil være med til det, han beder mig om? Og han siger, at det skal du. Jeg kan jo ikke sige fra til min far, for han bliver jo bare rigtig, rigtig sur. Og der havde vi en en-til-en-dialog, hvor resten af klassen egentlig forsvandt lidt.
Vi havde et moment der, som jeg ville have elsket at gå mere ind i, fordi han havde behovet. Han havde behovet for de snakke, som vi netop var ude at holde workshop om i den klasse. Også selvom han var en af dem, der lavede sjov med nogle af de ting, jeg sagde, og forstyrrede. Men han tog det også ind. Netop den historie fortæller mig, at det er vigtigt det arbejde vi laver. Men også, at det er vanskeligt, fordi samfundet og institutionerne ikke er altid ageret til.
Hvad drømmer du om at opnå? Det behøver ikke være lidt realistisk overhovedet. Men bare, hvad er det du ligesom drømmer om?
Så er det, at Center for Voldsforebyggelse lukker ned. Fordi hvis det lukker ned, så er der ikke et behov for, at vi er her, så er vores arbejde er unødvendigt. Ja. Det er mit højeste ønske!
Hvordan skiller i jer ud i Aalborg i forhold til f.eks. København?
Vi har over en længere periode undersøgt, hvordan vi egentlig skulle være her. I Nordjylland. Hvilken rolle vi skulle spille, og jo længere tid der går, og jo mere vi snakker med andre aktører her i Nordjylland, finder vi lige så stille og roligt ud af, hvad vi egentlig kan bidrage med. Fordi vold ser anderledes ud i Nordjylland, i Jylland måske generelt, end det vi har oplevet i København. Det har vi erfaret igennem vores undervisning i viden om vold. Både de evalueringer, der er blevet lavet, men også hvordan vores undervisere er blevet mødt.
I Nordjylland har stadig tanken om, at vold primært foregår fysisk. Forståelsen af, at det større billede omkring diskrimination, køn og accept af forskellighed. Den er ikke så stor i Nordjylland, som vi har erfaret den er i København. Man snakker ikke så meget om vold generelt i Nordjylland. Det er egentlig måske endda er ubevidst. Fordi vi ikke er klar over konsekvenserne. Og derfor er det vigtigt, at vi er her som aktører. For at vi kan tage de samtaler. For at unge mennesker og voksne mennesker ikke skal føle sig alene.
Hvorfor har vi stadig vold i vores samfund i dag og hvordan kan volden forebygges?
Vold er unikt og samtidig strukturelt – diskrimination ville ikke have så stor en magt og betydning, hvis den ikke førte tilbage og genaktiverede et traume. På den måde oplever vi en dobbelthed i vores samfund, hvor alle der bliver udsat for vold oplever det unikt, men at volden på samme tid er rodfæstet i strukturer, der producerer og reproducerer vold.
Når vi får et fælles sprog, er vi med til at nedbryde mange af de barrierer, der eksisterer mellem os mennesker, i vores forskellige institutioner og på samfundsplan. Jeg tror på fællesskabet og jeg ved at vi som mennesker har forskellige forudsætninger. Når der bliver skabt plads til vores forskellige stemmer og bidrag, viser der sig noget virkelig fint.
I mit lederskab, både som mor og ved CFV Nord er tillid en vigtig faktor. Tillid giver nemlig liv til vores motivation. Værdisættet er klart og vi arbejder i fællesskab mod samme mål; et Danmark uden vold. I dette fællesskab er det meningsfuldt for mig at bruge min tid og energi, både sammen og væk fra min familie. Personligt betyder det alverden at jeg har opbakning til dette – samt også at ‘gøre’ arbejde og familie på en anderledes måde end normen. Dette gælder selvfølgelig også omvendt – at CFV’s direktion bakker mig op.