Jeg er en del af CFV – og har været det siden 2021 – fordi al den teori og metode vi anvender i organisationen intuitivt, giver rigtig god mening i forhold til mit levede liv. 

Vi siger at vold er et samfundsproblem, hvilket for mig helt logisk, men jeg oplever hvordan den anskuelse kan provokere mange mennesker. Dette er jeg nysgerrig på og på samme tid tænker jeg, at det skyldes at vi mangler et fælles sprog for vold – for vold i alle dens former. Og det er netop her jeg ser et kæmpe potentiale for alle CFV’s initiativer!

Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, og blev det da jeg var meget ung. Da jeg var 19 år, blev jeg færdig med den uddannelse og fandt meget hurtigt ud af, at jeg synes, at det var virkelig spændende at arbejde med mennesker, men jeg kunne også mærke, at der var nogle rammer, jeg havde svært ved at holde mig indenfor. I arbejdet som social- og sundhedshjælper.

Så jeg vidste hurtigt i den periode, at det ikke var det, jeg skulle lave resten af livet. Men jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg så skulle lave, og var igennem flere forskellige ting.

Jeg startede på universitetet, på sociologiuddannelsen, fordi jeg bare syntes, det var virkelig spændende. Igen tanken med mennesker, men mere hvorfor de gør, som de gør i det samfund, de er i.

Jeg syntes, det var meget spændende, hvordan vi var overfor hinanden. I en-til-en relationer, og der var en masse teorier, der kunne give mig nogle svar på. Men jeg begyndte også at blive nysgerrig på de større sammenhæng, fordi det var jo ikke kun en-til-en, der egentlig påvirkede os. Det var også de samfundsmæssige situationer og de historiske strukturer, der ligesom er med til at påvirke os som mennesker.

Jeg startede på kandidaten for socialt arbejde og mødte meget modstand, fordi der var bare nogle virkelig rigide rammer, både for hvordan vi skulle studere, men også for det, vi skulle producere. Der var ikke mulighed for at stille spørgsmålstegn til hvorfor er samfundet, som det er? Jeg mente ikke det var neutralt som mange af mine medstuderende egentlig tænkte, fordi der netop er meget lovgivning indover. Og lov må jo være neutralt, var deres tanker. Men det kunne jeg bare slet ikke forene mig med.

I en periode, hvor jeg var på barsel, faldt jeg så på sociale medier over det, der hed dengang Center for Magtanalyse. I dag Center for Voldsforebyggelse. Og der var bare så mange ting, der gav rigtig god mening for mig. Og fordi jeg havde dykket rigtig meget ned omkring det med magtanalyser via mine studier. Så gav det bare så god mening for mig. Jeg rakte ud til Ditte og så gik det rigtig stærk og jeg fik sammen med andre frivillige åbnet en lokalafdeling i Aalborg.

Jeg vil rigtig gerne have, altså på sådan en personligt eget plan, vil jeg gerne videreudvikle forståelsen af, hvordan vi mennesker kan leve mere harmonisk og i fællesskab med hinanden. Altså hvordan vi alle sammen kan komme videre og leve side om side. Her er CFV lidt et helle. I den her verden, hvor man ellers overhovedet ikke har et helle, i de forskellige systemer, vi ofte er tvunget til at være en del af. Men også på et stort plan, altså der er det jo den her tanke om, det kan faktisk godt lade sig gøre at leve uden vold, uden diskrimination, uden tvang og uden magthierarki. Det er muligt at leve i en verden hvor vi ligesom ser på hinanden og de potentialer, vi har, og dyrker det, i stedet for at presse hinanden til umenneskelige og unaturlige ting.

Jeg har været en del af Viden om Vold det sidste år, og vi har været ude ved folkeskoler, efterskoler og ved undervisere og snakke om alle de her ting, der påvirker vores velvære. Og jeg er stolt af at være med til at give særligt unge mennesker mulighed for at sætte ord på det, de oplever. At opleve dem lære at det man føler er okay, og at der løfter sig en sten fra deres skuldre, når de lærer at der faktisk er en verden, hvor det er i orden at man kan sige til og fra.

Men jeg synes også, at det er vigtigt at samle op på de voksne mennesker, hvor de ligesom ikke har haft den mulighed fra, de var helt små. Det er for mig vigtigt at give dem muligheden for lære om de oplevelser de har og voldsforebyggelse.

Ja, vi var ude ved en skole, hvor der var en del problemer både i klasserne internt, men også at lærerne havde problemer med at nå ind til nogle af eleverne. Der var rigtig meget uro i klassen generelt. Her var der særligt en ung fyr, der skulle lave sjov og forstyrre generelt, og da vi egentlig var noget ret langt hen i undervisningen, så åbner han op. Men hvad nu hvis, at jeg siger fra til min far, og siger jeg ikke vil være med til det, han beder mig om? Og han siger, at det skal du. Jeg kan jo ikke sige fra til min far, for han bliver jo bare rigtig, rigtig sur. Og der havde vi en en-til-en-dialog, hvor resten af klassen egentlig forsvandt lidt.

Vi havde et moment der, som jeg ville have elsket at gå mere ind i, fordi han havde behovet. Han havde behovet for de snakke, som vi netop var ude at holde workshop om i den klasse. Også selvom han var en af dem, der lavede sjov med nogle af de ting, jeg sagde, og forstyrrede. Men han tog det også ind. Netop den historie fortæller mig, at det er vigtigt det arbejde vi laver. Men også, at det er vanskeligt, fordi samfundet og institutionerne ikke er altid ageret til.

Så er det, at Center for Voldsforebyggelse lukker ned. Fordi hvis det lukker ned, så er der ikke et behov for, at vi er her, så er vores arbejde er unødvendigt. Ja. Det er mit højeste ønske!

Vi har over en længere periode undersøgt, hvordan vi egentlig skulle være her. I Nordjylland. Hvilken rolle vi skulle spille, og jo længere tid der går, og jo mere vi snakker med andre aktører her i Nordjylland, finder vi lige så stille og roligt ud af, hvad vi egentlig kan bidrage med. Fordi vold ser anderledes ud i Nordjylland, i Jylland måske generelt, end det vi har oplevet i København. Det har vi erfaret igennem vores undervisning i viden om vold. Både de evalueringer, der er blevet lavet, men også hvordan vores undervisere er blevet mødt.

I Nordjylland har stadig tanken om, at vold primært foregår fysisk. Forståelsen af, at det større billede omkring diskrimination, køn og accept af forskellighed. Den er ikke så stor i Nordjylland, som vi har erfaret den er i København. Man snakker ikke så meget om vold generelt i Nordjylland. Det er egentlig måske endda er ubevidst. Fordi vi ikke er klar over konsekvenserne. Og derfor er det vigtigt, at vi er her som aktører. For at vi kan tage de samtaler. For at unge mennesker og voksne mennesker ikke skal føle sig alene.

Vold er unikt og samtidig strukturelt – diskrimination ville ikke have så stor en magt og betydning, hvis den ikke førte tilbage og genaktiverede et traume. På den måde oplever vi en dobbelthed i vores samfund, hvor alle der bliver udsat for vold oplever det unikt, men at volden på samme tid er rodfæstet i strukturer, der producerer og reproducerer vold.

Når vi får et fælles sprog, er vi med til at nedbryde mange af de barrierer, der eksisterer mellem os mennesker, i vores forskellige institutioner og på samfundsplan. Jeg tror på fællesskabet og jeg ved at vi som mennesker har forskellige forudsætninger. Når der bliver skabt plads til vores forskellige stemmer og bidrag, viser der sig noget virkelig fint.

I mit lederskab, både som mor og ved CFV Nord er tillid en vigtig faktor. Tillid giver nemlig liv til vores motivation. Værdisættet er klart og vi arbejder i fællesskab mod samme mål; et Danmark uden vold. I dette fællesskab er det meningsfuldt for mig at bruge min tid og energi, både sammen og væk fra min familie. Personligt betyder det alverden at jeg har opbakning til dette – samt også at ‘gøre’ arbejde og familie på en anderledes måde end normen. Dette gælder selvfølgelig også omvendt – at CFV’s direktion bakker mig op.